Rasmus Schrøder

Band-bioMichael StanleySøren KochRasmus Schrøder Flemming Koch

Biografi: Rasmus Schrøder

Den 17. maj 1969 gik “Get Back” nr. 1 i England og Australien og Rasmus blev født på Køge Sygehus. Dette faktum gik i første omgang hen over hovedet på ham og det var først senere at han på storesøsterens kassettebåndoptager blev indviet i Beatlesmysteriet.

Rasmus er fra et hjem med klaver og hans søskende blev sendt til undervisning hos organisten. Denne kranke skæbne undgik han med nød og næppe og det endelige gennembrud kom først i 1980 da det lykkedes ham at planke “Walking on the Moon” med The Police på hans Santana jazz bas.

Rasmus vinyldebuterede med det legendariske ungdomsskoleband Stunt i 1985 på albummet “Vor Verden” som blev udgivet af Vallø Ungdomsskole. Her spillede han keyboard (Roland Juno 106) på den uforglemmelige og eviggrønne klassiker “Sommernat” som folk i pastoratet stadig går og nynner.

Stunts karriere toppede i 1987 hvor vinylalbummet “Her Er Vi” udkom i anledning af det internationale fredsår. Her havde Stunt to numre med som de selv havde skrevet – eller rettere sagt, de havde scoret henholdsvis et Steely Dan og et Michael Jackson riff og bygget de miljøbevidste og samfundsrevsende numre “Ilt Til Alle” og “Vi drog af sted” over dem.

Stunt spillede koncerter på samtlige sjællandske provinsgymnasier med en bizar afart hjemmekomponeret symfonisk rock i slutningen af firserne. Det lød så besynderligt at de i 1990 droppede alt det originale materiale og skiftede det ud med 4 x 45 minutters 60’er rock. Rasmus skiftede keyboardet ud med guitaren og nu skulle der bare spilles – meget. 1991 kunne man finde dem 130 gange på de sureste og mest ølsjat og cigaretskods stinkende steder i Danmark. Man skulle bare gå efter stanken; der ville man finde Stunt. Lennon/McCartney kataloget var rigt præsenteret her og “Hey Jude” var partout sidste ekstranummer. Stunt eksisterer den dag i dag som coverband. Udover Rasmus er alle de oprindelige medlemmer af uklare årsager forduftet.

I 90’erne kunne man opleve Rasmus på de danske spillesteder iført tights med cowboystøvlerne uden på, bar mave og lædervest i heavyrock bandet Hardway. Det så rigtig flot ud og håret var ikke kort og beskidt men langt og lækkert.

Siden da er håret blevet kortere. I 2003 dannede han med Knut E. Haavik, Flemming Olsen og Jonas Gauguin bandet Fjell hvis debutalbum “Skateboarder” udkom i 2005.

I august 2005 kravlede Rasmus ind i rollen som BTM’s Paul og debuterede i Liverpool til årets Beatle week ved koncerter på Strawberry Field og The Cavern Club.

Instrumenter:
Höfner violin bass 500/1, Cavern bas, sunburst, reissue, 2003
Martin D1-R, 1999
VOX AC-50 amp, 1965
VOX T-60 cabinet 1964